Den Nordiske Valfart til Lourdes

Den katolske Kirkes største valfartssted


Velkommen

hoehling

Formand Georg Høhling

Lourdes – en by ved foden af Pyrenæerne, er en af Den katolske Kirkes største valfartssteder med omkring 6 millioner pilgrimme hvert år.

Det var i Massabielle-grotten, at Bernadette Soubirous i 1858 modtog åbenbaringer af Jomfru Maria.

Over grotten opførtes i 1876 en kirke og under denne endnu en kirke kaldet Rosenkrans-basilikaen.

I hundredeåret for Bernadettes åbenbaringer indviedes et andet sted i området en underjordisk moderne basilika med plads til 25.000 pilgrimme.

Denne hjemmeside vil informere om valfartsstedet Lourdes, dets historie og Den Nordiske valfart til Lourdes.

292591

Miraklet i Lourdes

Titusinder af syge mennesker besøger hvert år et af Europas største pilgrimsmål, som blev verdenskendt for sine mirakuløse helbredelser. Men i dag er det den åndelige helbredelse, pilgrimmene søger i Lourdes.

Birthe Pedersen fra Kristelig Dagblad skriver fra Frankrig:

– Det er ligesom at komme hjem.

Frances og Joe McGlory rejser sig fra granittrapperne foran Immaculée Conception-basilikaen, den største af de tre basilikaer i Lourdes.

Det engelske par fra Liverpool har overværet en udendørs gudstjeneste forrettet af en irsk præst på pilgrimsrejse med sit sogn. De har på eget initiativ taget turen til pilgrimsstedet i de franske Pyrenærer for tiende gang.

– Det er som at komme hjem, når vi træder ind i området med helligdommene, gentager Frances og lader hånden glide horisonten rundt forbi de tre basilikaer, 14 kapeller og ikke mindst grotten, hvor Den hellige Jomfru i 1858 viste sig for den fattige Bernadette Soubirous.

– Man bliver overvældet af en usigelig fred. Vi lader os hver gang sænke ned i karrene med helligt vand, og når man træder ud, oplever man en forunderlig harmoni.

Det er vandet, som har gjort Lourdes til Europas største pilgrimssted. Seks millioner mennesker valfarter hvert år til den lille by ved foden af Pyrenærerne, hvor Den hellige Jomfru ifølge Bernadettes forklaringer lod en kilde springe frem af klippen i 1858. Kort efter begyndte de første beretninger om mirakuløse helbredelser at lægge grunden til Lourdes’ berømmelse.

Siden er 66 helbredelser blevet anerkendt af den katolske kirke som mirakler, og modtagelsen af syge og handicappede er fortsat kernen i Lourdes. To modtagecentre(Accueil) med tilsammen godt 1.500 senge tilbyder både sjælesorg og medicinsk pleje til de 60.000 syge, som hvert år besøger Lourdes. Rullestole og bårer fylder godt i de daglige processioner foran Immaculée-Conception Basilikaen, hvoraf den ene afsluttes med en særlig velsignelse af de syge.

– Den syge, der kommer her, gør samme erfaring som Bernadette. Hun, som hørte til de udstødte blandt de udstødte, og som boede i et gammel fængsel som selv myndighederne fandt for usselt til fangerne; hun oplevede at hun var dyrebar i Guds øjne, siger søster Jacqueline Mouchnino fra Bernadette Soubirous nonneorden, Soeurs de la Charité de Nevers, som ledede det største modtagecenter( Accueil Notre-Dame) i Lourdes.

– De syge viser os, hvad der er vigtig i vores menneskelighed. Selv om jeg mister min førlighed og mit helbred, har jeg en værdi som menneske, siger Jacqueline Mouchnino.

Colette Goigoux er i Lourdes med en international pilgrimsorganisation for cancerpatienter, Lourdes Cancer Espérance, som i år har 5.000 kræftsyge mennesker med på den årlige pilgrimsrejse.

Colette er for dårlig til at kunne deltage i lysprocessionen om aftenen efter mørkets frembrud. Sammen med andre meget svage pilgrimme må hun nøjes med en procession på øverste etage af modtagecentret, hvor faklerne af sikkerhedshensyn er erstattet med gule roser.

Alligevel er opholdet i Lourdes en stærk oplevelse for den 57-årige kvinde, som sidder i rullestol med en hagestøtte til at holde hovedet oprejst.

– Derhjemme er vi fem til søndagsgudstjenesten. Her er vi 5.000. Det er en kæmpemæssig oplevelse. Så mange mennesker, så mange nationaliteter samlet om det samme er med til at give mig styrke. Jeg er kommet her for at få styrke til at fortsætte og acceptere min skæbne, også selv om det er døden, der venter mig. For at hver dag skal blive en glædens dag. For at jeg ikke bliver en byrde for mine omgivelser.

Colette taler med besvær.

– Det giver styrke at vide, at jeg ikke er alene. At Den hellige Jomfru er ved min side. Og at der er så mange frivillige, der vil hjælpe os, siger Colette.

Netop de frivillige hjælpere er en af krumtapperne i Lourdes-maskineriet. 1.000 frivillige er fast tilknyttet modtagecentrene, men dertil kommer 100.000 frivillige, som de forskellige prilgrimsorganisationer har med hjemmefra til at tage sig af de syge rejsende. Gaderne i Lourdes myldrer med frivillige, hovedsageligt kvinder, mange i gammeldags sygeplejeuniformer, som især de sydeuropæiske pilgrimsorganisationer udstyrer deres frivillige hjælpere med.

fra Skandinavien organiseres hvert år en samlet pilgrimsfærd, hvor frivillige hjælpere fra de nordiske lande også er med til at tage sig af deres syge eller svagelige medrejsende.

Bernadette Douillet er til daglig revisorassistent. Hun tilbringer hvert år en uge i Lourdes som frivillig hjælper.

– Man arbejder fra syv morgen til 11 aften. Men det er os, der burde takke de syge, for de giver os meget mere, end vi giver dem. Vi lærer at sætte pris på livet. Og vi lærer at acceptere, at sygdom og lidelse hører med til livet, siger Bernadette Douillet.

Fra tidlig morgen til mørkets frembrud er helligdomsområdet en særegen blanding af fred og intens åndelig aktivitet. Pilgrimmene cirkulerer rundt enkeltvis eller i større grupper på det 59 hektar store grønne område. De deltager i messerne i basilikaerne eller i kapellerne med deres egne præster, de passerer forbi grotten, hvor Bernadette så Maria, og følger vejen med Jesu lidelseshistorie.

Knapt 400.000 mennesker lader sig hvert år sænke ned i badekarrene med 12 grader varmt kildevand i håb om fysisk og åndelig frelse, og fra dusinvis af vandhaner tappes hvert år 10.000 kubikmeter Lourdes-vand, som pilgrimmene tager med sig hjem i små flasker eller store dunke.

– For den katolske kirke viser Lourdes, at vi skal anerkende Guds Moder som Den Ubesmittede Undfangelse, Immaculée Conception, og at vi skal anerkende hende som vejen der fører til Kristus. Lourdes er en slags udstillingsvindue for kirken, siger Patrick Desprez, en af de fastansatte præster ved Lourdes-helligdommene.

Men Lourdes er også et kæmpemæssigt, velsmurt maskineri med 430 fastansatte, hvilket gør helligdommenes ejer, Lourdes-Tarbes Stift, til byens næststørste arbejdsgiver. Det årlige budget beløber sig til knap 200 millioner kroner.

En trediedel kommer fra salget af lys, hvoraf de største, med en højde på halvanden meter og en diameter på 15 cm, brænder i alle dagtimer i lange rækker ved indgangen til grotten. Resten kommer fra pengegaver og fra de organiserede pilgrimsrejser, som betaler for at bruge kapeller og kirkerum.

– Mange tror vi får penge fra den katolske kirke. Men i virkeligheden er det os, der holder liv i Frankrigs katolske kirke. Vi giver også et årligt bidrag til Vatikanet, oplyser Helligdommenes administrerende direktør, Jean-François Monnory, som ikke vil opgive størrelsesordenen af disse bidrag.

Desuden bidrager helligdommene ikke uvæsentligt til den økonomiske aktivitet i byen. Så snart man lægger helligdomsområdet bag sig og træder ud gennem smedejernsportene, fortrænges de åndelige højder af kommercielle prioriteter.

Uden at medregne transport, hotelophold og forplejning lægger hver pilgrim i gennemsnit mellem 250 og 450 kr. blandt andet i de souvenirbutikker med religiøst tingeltangel, som ligger side om side i de smalle gader i hele den nedre del af Lourdes.

Her er madonnaer i alle tænkelige former og materialer, i gibs med en krone af kulørte elpærer, på medajer og i plastik til at fylde med vand. Den religiøse kitsch når topmålet med plastikkupler der sender glitrende sne ned over madonnaen, når man ryster dem.

– Selvfølgelig er det kommercielt, medgiver Patrick Desprez, præst ved helligdommene, med adresse til især de religiøse souvenirbutikker.

– Men jo flere religiøse souvenirs de sælger, jo gladere er jeg. Rundt om i hele verden står der på natbordene en plastikjomfru til tre en halv kr. Og hver eneste af disse plastikjomfruer er en opfordring til omvendelse. Det er netop essensen i det budskab, Den hellige Jomfru formidlede til Bernadette: at bygge en kirke og favorisere omvendelsen, siger Patrick Desprez.

Også nattetimerne rummer et ganske andet liv end det, der udfoldes ved helligdommene. Når gitterportene lukker sig om dem for natten, fyldes fortovscafeer og hotelbarer med festende pilgrimme.

På Hotel Solitude gør et hold irske gæster en ihærdig indsats for at tørlægge baren for fadøl. En pæn, lille dame hamrer irsk folkemusik ud af klaveret og lokker gæsterne ud på dansegulvet, kun afbrudt af sækkepibespillende pilgrimme, som med grønne parykker marcherer gennem hotelfoyer’en.

– Jo, vi fester om aftenen. Lourdes er glæde, fra morgen til aften, siger 40-årige Ann, som sammen med sin søster var med et af de fire fly, som lørdagen før lettede fra Dublin med kurs mod det franske pilgrimsssted.

– Lourdes er en fantastisk oplevelse. Da jeg gik i lysprocessionen for lidt siden, blev jeg bedt om at skubbe en rullestol. Jeg kan slet ikke beskrive, hvad jeg følte. Men jeg har besluttet, at jeg vil komme tilbage hvert år og hjælpe de syge, siger hun.

Men er de syge, som i titusindvis kommer til Lourdes hvert år, ikke blevet statister i et kæmpemæssigt religiøst cirkus? Og lokkes de ikke hertil af falske forhåbninger om mirakuløs helbredelse kolporteret i beretningerne om de 66 anerkendte mirakler, som Lourdes skilter med, blandt andet i et splinternyt museum med krykker og andre hjælpemidler, som pludseligt helbredte pilgrimme har smidt fra sig?

Det kan godt være, at mange af de syge kommer her første gang med et håb om et mirakel, medgiver læge Lucien Massad, som ledsager de kræftsyge pilgrimme.

– Helbredt bliver de ikke, men de vender tilbage den ene gang efter den anden. Det viser at de finder noget andet. De finder en indre ro, og de lærer at acceptere deres sygdom, siger lægen.

– Vi sælger ikke mirakler, siger også søster Jacqueline Mouchnino fra Nevers-ordenen, som leder modtagecentret Notre Dame de Lourdes.

– De mirakler, jeg er vidne til her, er mennesker som opdager at de er enestående og værdifulde, både for Gud og for de frivillige, som tager sig af dem. Mange af pilgrimmene, som enten er syge eller er pårørende til dødssyge mennesker, kunne føle vrede mod Gud. Men i Lourdes bliver vreden og lidelsen vendt til glæde, fordi hvert enkelt menneske pludselig oplever, at det har en værdi, når Kristus går ved dets side og deler dets lidelser, siger Jacqueline Mouchnino.

For kræftsyge Colette Goigoux er miraklet ikke et spørgsmål om helbredelse. Men om at holde fast i livet.

– Miraklet er, at jeg endnu lever.